En pensioneret generals tanker mandagen derpå
Tirsdag d. 22. maj 2007 kl. 18:30 | Af William Ehmsen
Før og under VM blev der lagt et sted mellem 10.000 og 20.000 mandetimer fra frivillige hænder til at gøre VM til en uforglemmelig oplevelse i dansk floorballs historie. Den indsats kommer til at stå i mange år som uovertruffen.

VM er indledningen på et nyt kapitel indenfor floorball i Danmark. Slutrunden vil komme til at stå som et symbol på den vilje til vækst, som floorballdanmark har taget tilløb til i mange år.

Alle involverede gav sig fuldt ud og levede op til temaet om at ?Get Involved?. Det tydeligste billede på dette, så vi under det forrygende Afterparty lørdag aften. Jeg kan (MBC inkluderet) ikke komme på en fest med bedre stemning eller flere glade og stolte mennesker involveret. Budskabet trængte klingende klart igennem.

Landsholdet viste vejen
Som general har jeg gennem hele VM-perioden følt en kolossal stolthed sammen med alle de frivillige over, hvad vi stablede på benene. Imødekommenheden overfor vores gæster og hinanden var rørende og selvom rivaliseringen mellem de to frederikshavnerklubber er kendt over hele Danmark, så var der enighed om, at her var man en del af noget større. Alle de frivillige fra resten af Danmark hjalp til med at skabe denne stemning af team spirit.

Vores landshold spillede det bedste det havde lært, og leverede det mest imponerende resultat i nyere dansk floorball historie. Samtidig gav spillerne med deres dygtighed Claes Bockhoff og jeg muligheden for at forhandle det mediemæssige gennembrud på plads med udsendelsen prime time i DR lørdag aften. Landsholdet blev på denne måde inspirationen for hele organisationen under VM. Lige meget hvilket problem vi stod overfor, så blev det angrebet på samme måde som kampen mod Norge. Aldrig gav vi op.

Da pigerne tabte mod Letland, led vi alle med dem. Men allerede en time efter kampen talte alle i organisationen om, at det ikke skulle slå os ud. Vi ville fortsætte med at imponere deltagerlandene og IFF. Og da VM var slut kunne selv generalsekretæren fra IFF, der er kendt som en hård mand ikke andet end at give os 99 på en skala fra 1-100 for organisationen af VM. Den ros går til alle fra bolddrenge og helt op til Claes som formand for VM Komitéen.

På denne mandag efter VM er der mange mennesker, som fortjener tak for indsatsen. Jeg vil i det følgende fremhæve en række, der i særdeleshed har gjort indtryk på mig. Det er nemt at være chef, når mennesker som disse tager ansvar og leverer 100%.

Ole Schüsler for at binde tråde sammen og med sit netværk i Frederikshavn sørge for at vi aldrig manglede noget.
Kenn Romme Larsen for at svare på en million spørgsmål i informationen og altid bevare det kølige overblik i førerbunkeren.
Kim Falgren for at sørge for, at alle dommerne helt sikkert kommer tilbage til Danmark i sin egenskab af den perfekte vært for dem.
Steen Houmann for at få alting til at fungere i arenaen med hensyn til holdene og samtidig have tid til at blive kåret af Canada som 'Best Looking Official'.
Karsten Kristensen for at sidde i sekretariat til samtlige kampe i arena A og sørge for at kampene blev afviklet på professionel vis.
Dorthe Dannemand for at køre bus det meste af ugen og levere alle hendes tre drenge som bolddrenge under VM. Uden dem ville kampafviklingen på hverdagene have været svære at komme igennem.
Kasper 'Bedst uden bold' Frederiksen for at være minutiøs og respektindgydende sikkerhedschef og især fange fotografer, som ikke helt kunne holde sig indenfor zonerne...
Brian Madsen og Helena Grove for at bruge hele ugen i Frederikshavn som Medical Team i egenskab af fysioterapeut og stævnelæge. Hos dem var vi i gode hænder.
Steffen Aagaard for at koordinere den sværeste opgave af alle: Transport af alle hold og officials. Steffen må være den bedste systematiker i dansk floorball. Ingen andre kunne have bevaret overblikket under pres, som han har klaret det.
Ole Blædel for med sikker hånd at styre turneringen og være bindeled mellem IFF og organizer. Det var rørende at se Ole udøve de store kompetencer, han besidder på trods af smerter fra den piskesmældsulykke, han fortsat lider under. Min dybeste respekt for indsatsen.
Thorkild Christoffersen har før og under VM trukket et fantastisk stort læs. Som en stormvind har han været her, der og alle vegne. Motiveret, bundet ender sammen og løst i tusindvis af opgaver. Ingen over eller ved siden af den indsats.
Claes Bockhoff for at sikre den overordnede ledelse af VM og motivation af teamet gennem sit forrygende humør. Landsholdet nød også godt af Claes i skikkelse af forbindelsesofficer mellem pigerne og VM-komitéen. Her lå basis for det gode samarbejde.
Helge Overgaard for at være den hårdest arbejdende af alle. Fra morgen til aften var Helge i gang med at sørge for at intet praktisk blev overladt til tilfældighederne. Samtidig præsterede hele også at kommentere alt med stort humor. Jeg tror ikke at nogen undgik en kærlig sviner. Helge havde også Rasmus Overgaard med, som var med under alle kampe som bolddreng.
Sylle og Steffen var i stil med Helge med fra morgen til aften og deres indsats var eksemplarisk. For så unge drenge at tage så stort et ansvar vidner om meget, vi kan vente os fra dem.
Margun Madsen for at holde fast i alle planer med mandskabet og binde alting sammen. Uden Margun ville VM have været et stort kaos. Stor respekt herfra. Kim Sørensen + banden for at levere speak og musik i international klasse. Ros hele vejen rundt.
Thomas Brodersen, Morten Frivert, Tobias Öhrman, Loui Strøbech, Simon Brodersen og Charles Hansen for at levere den bedste VM-hjemmeside nogensinde. Opdateret døgnet rundt med høj journalistisk kvalitet. Ganske enkelt en formidabel indsats.
Mogens og Lasse fra Sport Direct, Frederikshavnm, for at formidle sponsorkontakter og være en forrygende samarbejdspartner i arenaen arbejdende døgnet rundt.
Martin Hedal og kompagnoner fra sport4u.dk for at vise den danske sportsverden hvad fremtiden inden længe vil bringe. Web-TV bliver suverænt for floorball og nu er vejen vist.
Jeg kunne nævne mange flere. Claus, Bjarne, Kim og de andre fra personalet i Arena Nord. Kim, Dorthe og Lars fra Frk. Event. Borgmester Erik Sørensen. Juha, Michael, Diana, Mari og alle de andre internationale frivillige. Gøgsig, Idskou, Villadsen, Grønbech, Munk og alle de andre frederikshavnere som knoklede på livet løs.

Alle fortjener tak. Jeg undskylder, hvis jeg har glemt nogen. I ved alle, hvor meget I har betydet.

Så på vegne af alle de frivillige vil vi i samstemmende kor sige: Ingen skal komme og underkende den præstation, som vi lavede i Frederikshavn. Den vil stå som et symbol på, hvad vi er i stand til i dansk floorball. Se jer hellere for indenfor dansk idræt - for nu kommer FLOORBALL!

Copyright © 2006-2007 WFC2007.ORG
Dansk Floorball Union - Idrættens Hus - Brøndby Stadion 20 - 2605 Brøndby
Tel.: +45 43262371, Fax: +45 43434595, Mail: dafu@floorball.dk

Hosted by Surftown.dk