'Vi vil for Danmark kæmpe endnu en kamp.
Vi stiller op i røg og damp.'
Sådan synger de danske floorballkvinder i deres slagsang 'Vi kan score', som brager ud af højtalerne i Arena Nord før, under og efter kampene. Og følelsen af, at man kæmper for fædrelandet er noget, Marie Krabbe tænker over, når hun trækker i de rød/hvide farver.
- Det er fedt at prøve, og det betyder da lidt, når det danske tøj ligger der i omklædningsrummet, og man tager det på. Det giver lidt ekstra stolthed og lidt ekstra gejst, vurderer 25-årige Marie Krabbe, som spiller i Hvidovre Attack.
Repræsentant for Floorball Danmark
Når hun tager landsholdsdragten på, og når hun ellers har tøj på, hvor der står Danmark, tænker Marie Krabbe lidt over, hvordan hun opfører sig, og det er ikke engang så meget for nationen Danmarks skyld.
- Det ligger vel i os alle sammen, at vi tænker lidt over, hvordan vi opfører os, når vi repræsenterer Danmark. Godt nok er der ikke så mange damespillere i Danmark, men vi er stadig de udvalgte. Men hvis jeg tænker lidt efter, er det ikke så meget det at repræsentere Danmark, men mere det at repræsentere Floorball Danmark. Der er en hel flok floorballspillere i Danmark, hvis forventninger vi skal leve op til, siger Marie Krabbe, der også har forsøgt sig med floorball i svenske Djurgården IF i forbindelse med et halvt års studieophold i den svenske hovedstad.
Højere bundniveau
Her spillede landsholdets nummer 19 i 2. division i den store klub, hvor hun aldrig rigtig følte, hun fik kendskab til de andre hold i klubben, og selv på eget hold var det svært at nå at lære alle spillere at kender, da hun kun var der et halvt år.
- Der var jo 20 piger til træning hver gang, så der var langt mere konkurrence, ligesom spillet selvfølgelig var klart bedre. Det gik væsentligt hurtigere til træning, og jeg fik en masse ud af opholdet i forhold til hurtighed og at spille bolden hurtigere videre. Bundniveauet er meget højere deroppe, vurderer Marie Krabbes, der betegner opholdet som en af sine største floorballmæssige oplevelser.
Læs mere om Marie Krabbe på www.wfc2007.org under Danmarks Hold.
Marie Krabbe spiller med nummer 19 på det danske landshold. Og nummeret har intet med overtro eller lignende at gøre. Det var derimod det eneste nummer i størrelse small, der var tilbage. Foto: Morten Frivert Hansen