Det var en nedtur, at det danske hold ikke klarede at opretholde det fornemme spil, og at Letland vinder 3. periode med 4-0 og spiller sig i semifinalen på Danmarks egne fejl, er ekstra surt.
Trods den bitre pille var det alligevel muligt for redaktionen at udpege tre spillere, der gjorde det godt i en afvekslende kamp. Det skete næsten uden sværdslag.
1 stjerne får Pernille Aagaard, som trods sin backplads er farlig fremme, mens hun passer sin back med en dejlig ro, der ser ud til at forplante sig til medspillerne i 1. kæden.
2 stjerner får Pernilles medback, Helle Grønbech, der bare bliver bedre og bedre. Hun griber sikkert ind, og formår også at sende farlige afslutninger af sted.
3 stjerner får keeper Anette Kjeldgaard, som holder Danmark inde i kampen, så længe hun kan, og som har nogle fænomenale redninger undervejs. Hun kan bestemt ikke lastes for nogle af målene.
Anette Kjeldgaard spillede en stærk kamp, hvor også forsvaret kæmpede flot trods fem mål imod sig. Foto: Morten Frivert Hansen